Juleænder er beslaglagt fra en gård i Esbjerg

    Mere end 200 stykker gæs, kalkuner og juleænder er blevet beslaglagt på en gård i Esbjerg. Det skete, efter at myndighederne fik et tip fra en forbruger.

    Det fremgår i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.

    Ud fra de oplysninger, som ejeren har givet fødevaremyndigheden, er der solgt mindst 100 stykker fjerkræ. Handlerne er sket, selv om de lovpligtige tilladelser til at slagte og sælge fjerkræ ikke har været til stede.

    I frostrummet på gården, der ligger på Kilegårdsvej 1 ved Esbjerg, blev der fundet mere end 200 stykker fjerkræ, der manglede datomærkning.

    Desuden havde ejeren heller ikke gennemført egenkontrol og risikovurdering af sin aktivitet, som loven ellers siger, at der skal til.

    Forbrugere, der har købt juleænder eller andet fjerkræ opfordres til at smide dem ud eller levere dem tilbage.

    Det fremgår ikke, hvorvidt varerne er sundhedsskadelige eller ej.

    /ritzau/