OVERBLIK: Knap 100 dages tovtrækkeri om ny svensk regering

    Et flertal af medlemmerne i den svenske Riksdag stemte fredag nej til at gøre socialdemokraten Stefan Löfven til statsminister i en ny svensk regering.

    Dermed må formanden for Riksdagen, Anderas Norlén, fortsætte sine bestræbelser på at finde en ny kandidat til posten.

    Löfven har forhandlet med de to borgerlige partier Centerpartiet og Liberalerna om et blokoverskridende samarbejde. Men mandag sagde Centerpartiet nej til Stefan Löfven som statsminister i Sverige.

    Her er et overblik over det langstrakte forløb med at få stablet en ny regering på benene:

    * Ved det svenske valg 9. september blev Socialdemokraterna det største parti, Moderaterna næststørst og Sverigedemokraterna nummer tre.

    * Hverken Stefan Löfvens rødgrønne blok eller den borgerlige Alliansen fik parlamentarisk flertal, og ingen af partierne vil samarbejde med det nationalkonservative og indvandringskritiske Sverigedemokraterna.

    * 2. oktober fik Moderaternas leder, Ulf Kristersson, to uger til at finde et regeringsalternativ. Det lykkedes ikke.

    * 15. oktober gik opgaven videre til Socialdemokraternas leder og fungerende statsminister Stefan Löfven. Han måtte også opgive.

    * 5. november besluttede Riksdagens formand, talman Andreas Norlén, at Moderaternas leder igen skulle forsøge at danne en regering, der skulle præsenteres for Riksdagen.

    * 14. november stemte et flertal imod Ulf Kristersson som statsminister i spidsen for en topartiregering bestående af Moderaterna og Kristdemokraterna.

    * 15. november blev Centerpartiets leder, Annie Lööf, som den tredje partileder bedt om at sondere mulighederne for at danne en regering. Efter en uge meddelte hun talmannen, at hun ikke fandt mulighed for at løse opgaven.

    * Fredag 23. november fik Löfven igen overdraget opgaven med at sammensætte og præsentere Riksdagen for en mulig regering.

    * I dagene efter antyder først Annie Lööf og siden også Liberalernas leder, Jan Björklund, at de to partier muligvis vil støtte en Löfven-regering, hvis Socialdemokraterna går med på en række krav om reformer af især arbejdsmarkedet og boligområdet.

    * Löfven får to gange bevilget ekstra tid til forhandlingerne og får dermed frist til mandag 10. december til at aflægge rapport til talmannen.

    * Mandag 10. december: Centerpartiet siger nej til Stefan Löfven som statsminister i Sverige. Löfven aflægger rapport om forhandlingerne til talman Andreas Norlén.

    * Fredag 14. december: 200 medlemmer af Riksdagen stemmer nej til Stevan Löfven som ny statsminister.

    Kilder: SVT, TT og Riksdagen.

    /ritzau/