Løkke: Det står ikke helt klart hvad briterne vil

    Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag rejser til Bruxelles, er brexit øverst på dagsordenen.

    Men den afstemning, der skulle have været afholdt i det britiske Underhus tirsdag, og som skulle have givet premierminister Theresa May et klart mandat i det videre forløb, er aflyst.

    Derfor er der lige nu ingen, der ved, hvad der skal til for at få briterne til at sige ja til den aftale, som May selv har været med til at forhandle hjem, forklarer statsministeren onsdag i et møde i Europaudvalget.

    – Udfordringen er den, at det ikke står lysende klart, hvad der skal til for at få det igennem.

    – Og uden at kritisere nogen, så står måden, man har håndteret det på, i kontrast til den måde, vi i Danmark lavede et nationalt kompromis på, da vi sagde nej til Maastricht-traktaten.

    – Det er svært at se, at der har været en lignende proces i det britiske parlament, siger Løkke.

    Det er den såkaldte bagstopper om grænsen mellem Irland og Nordirland, der ifølge Løkke er særlig problematisk.

    Den siger, at Storbritannien skal forblive en del af det indre EU-marked, hvis ikke parterne inden udgangen af 2020 er blevet enige om en frihandelsaftale. Det er svært at acceptere for mange briter.

    Statsministeren mener ikke, at aftalen skal genforhandles. I stedet skal man prøve at give briterne en forsikring om, at ingen af parterne har interesse i, at bagstopperen bliver aktiveret.

    – Theresa May har tirsdag i Haag, Berlin og Bruxelles drøftet mulighederne for at indramme backstoppet som en tilbagefaldsposition og ikke et permanent arrangement.

    – Det er mit indtryk, at der er nogenlunde enighed om det i de andre lande.

    – Derfor skal vi arbejde på at lave tekster, der giver nogle forsikringer vedrørende backstoppet, og som senere skal følges op af yderligere drøftelser, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

    Torsdagens brexit-drøftelser bliver yderligere udfordret af, at de konservative onsdag aften skal stemme om, hvorvidt de fortsat har tillid til Theresa Mays lederskab.

    Er det ikke tilfældet, vil brexit-forhandlingerne blive slået endnu længere tilbage.

    /ritzau/