Ildebefindende koster 62-årig mand livet i trafikulykke

    Det endte fatalt, da to biler torsdag eftermiddag stødte sammen nær slagteriet i Thisted.

    En 62-årig mand er afgået ved døden efter trafikulykken, som føreren af den anden bil slap fra med nakkesmerter og lettere skader.

    Politiet formoder, at den dræbte fik et ildebefindende, inden han kørte ind i den anden bil i krydset mellem Vegendalvej og Johnsens Allé.

    – Vi baserer det på hans kørselsmønster. Lige før sammenstødet gassede han voldsomt op og kørte tværs over vejen, forklarer vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.

    De nærmere omstændigheder skal dog undersøges af en bilinspektør.

    Familien til den dræbte er underrettet.

    /ritzau/