Trump svarer på Muellers spørgsmål i Rusland-undersøgelse

    Donald Trump har svaret “meget ubesværet” på nedskrevne spørgsmål fra Robert Mueller vedrørende specialanklagerens Rusland-undersøgelse.

    USA’s præsident oplyser, at hans svar endnu ikke er blevet videregivet til Robert Mueller, men at det formentlig sker i løbet af næste uge.

    Trump spekulerede fredag i, om meningen med spørgsmålene er at “narre” ham.

    – Man skal altid være forsigtig, når man svarer på spørgsmål fra folk, der højst sandsynligt har dårlige intentioner, lød det fredag fra præsidenten.

    Den tidligere FBI-chef Robert Mueller står i spidsen for den såkaldte Rusland-undersøgelse. Tilbage i maj blev han bedt om at undersøge, om Rusland har blandet sig i præsidentvalget i 2016, hvor Donald Trump blev valgt.

    Trump har flere gange anklaget den særlige anklagers undersøgelse for at være en “heksejagt” mod præsidenten.

    /ritzau/AP