Sverige banker Rusland og fuldender Nations League-triumf

    For få dage siden var der intet, der tydede på, at det svenske fodboldlandshold skulle spille sig til oprykning i Nations League.

    Tirsdag lykkedes det Sverige at vinde gruppe to i turneringens næstøverste lag, da svenskerne hjemme i Stockholm slog Rusland med 2-0 som opfølgning på lørdagens 1-0-sejr over Tyrkiet i Istanbul.

    Dermed kæmpede Sverige sig på fire dage fra gruppens sidsteplads og potentiel nedrykning til førstepladsen og oprykning.

    Manchester United-forsvareren Victor Lindelöf bragte hjemmeholdet i front fire minutter før pausen, da Mikael Lustig fik panden på et svensk hjørnespark og headede bolden ned for fødderne af Lindelöf.

    Midterforsvareren fik et fint træf på bolden, der gik i mål helt ude ved stolpen.

    Føringen var ganske fortjent, for svenskerne havde kreeret langt de største chancer mod et reserveramt russisk hold.

    Både Marcus Berg og anfører Andreas Granqvist havde haft et par gode forsøg på hovedstød, da Sverige kom foran.

    Med små 20 minutter tilbage øgede Berg til 2-0, efter at Sebastian Larsson havde fået blokeret et skud. Marcus Berg var hurtig over bolden og fordoblede den svenske føring.

    Sverige og Rusland slutter gruppen med hver syv point, men svenskerne tager førstepladsen, da de er bedst indbyrdes. Tyrkiet ender sidst og rykker ned i tredje lag.

    Den svenske sejr betyder, at Sverige følger Danmark, Bosnien og Ukraine op i det øverste lag i den næste udgave af Nations League. Tyskland, Island, Polen og Kroatien rykker den modsatte vej.

    /ritzau/