Avis: Optagelse forbinder saudisk kronprins med journalistdrab

    En lydoptagelse forbinder nu angiveligt den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, direkte med drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

    Det skriver The New York Times.

    Kort efter drabet på journalisten Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul bad en af drabsmændene en overordnet om at “fortælle chefen”, at drabet var gennemført.

    “Chefen” menes at være kronprins Mohammed bin Salman. Det oplyser tre personer med kendskab til lydoptagelsen, skriver den amerikanske avis.

    Lydoptagelsen, der blev givet til CIA’s direktør, Gina Haspel i sidste måned, anses af efterretningstjenesten for at være det stærkeste bevis på, at den saudiske kronprins har forbindelse til drabet på Jamal Khashoggi.

    Khashoggi var bosiddende i USA, men var saudiarabisk statsborger og klummeskribent for The Washington Post. Her skrev han blandt andet kritisk om det saudiske styre.

    Drabet på ham har udløst en international krise i diplomatiet med kongedømmet.

    Amerikanske efterretningsfolk anser “chefen” for at være en reference til kronprinsen, selv om hans navn ikke nævnes på lydoptagelsen.

    – Et telefonopkald som dette er det tætteste, vi kommer på en rygende pistol. Det er meget inkriminerende bevismateriale, siger Bruce O. Riedel, tidligere CIA-officer og nu tilknyttet tænketanken Brookings Institution, til New York Times.

    Det var Maher Abdulaziz Mutreb, der foretog opkaldet, der foregik på arabisk, skriver avisen.

    Han var en af 15 saudiarabere, der var sendt til Istanbul for at konfrontere Jamal Khashoggi.

    Ifølge den tyrkiske efterretningstjeneste talte han med en af kronprinsens medarbejdere under opkaldet. Mutreb selv var sikkerhedsofficer og rejste jævnligt med kronprinsen, skriver The New York Times.

    Både den tyrkiske og amerikanske efterretningstjeneste samt regeringskilder understreger, at lydoptagelsen stadig ikke er et uafviseligt bevis på, at kronprinsen var impliceret i drabet på Jamal Khashoggi.

    /ritzau/