Irans ambassade: Folket står bag liste med iranere

    Efter kritik i sagen om en omdiskuteret pamflet, der udpeger herboende iranere som terrorister, er den iranske ambassade kommet med svar.

    Det skriver Jyllands-Posten mandag, der også bringer et debatindlæg fra ambassaden.

    Pamfletten indeholder en liste over herboende iranere, der efterlyses som terrorister.

    Jyllands-Posten fik oprindeligt udleveret pamfletten af ambassaden.

    Men ambassaden har ikke selv “udstedt” materialet, understreges det i et svar.

    – Det drejer sig om et helt almindeligt hæfte, som er udgivet af mennesker, som netop har til hensigt at forsvare terrorismens ofre ved at offentliggøre bevægelsens sande terroristiske mål. Hæftet er udgivet af befolkningen og er blevet distribueret i verdenssamfundet, skriver ambassaden i debatindlægget.

    Flere af de personer, der udpeges i pamfletten er ifølge Jyllands-Posten en del af modstandsbevægelsen ASMLA.

    Det var PET’s nervøsitet for den truede leder af organisationen ASMLA i Ringsted, der førte til, at politiet 28. september i flere timer lukkede trafikken til og fra Sjælland.

    I pamflettens liste over efterlyste terrorister figurerer også en leder af ASMLA, der blev skudt og dræbt i Holland sidste år.

    Det har fået tidligere PET-chefer og politikere til at frygte, at der er tale om en form for “dødsliste” over folk, som regimet ønsker at komme til livs.

    I pamfletten beskrives det ifølge avisen, hvordan “ASMLA og lignende grupper kæmper for løsrivelse” for regionen Khuzestan. I den er billeder af våbenlagre og blødende ofre for forskellige angreb.

    I pamfletten står ifølge avisen: “Irans Islamiske Republik ønsker, at sådanne grupper skal knuses alvorligt”.

    Over for Jyllands-Posten udtaler Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, at svaret fra ambassaden er en “søforklaring”.

    – Når ambassaden har en liste liggende over formodede terrorister, og vi samtidig får at vide, at den iranske efterretningstjeneste måske har planlagt et angreb mod nogle af de samme personer, synes jeg, at det ser skidt ud, siger hun til Jyllands-Posten.

    Også Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, og tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen forholder sig ifølge avisen med skepsis til ambassadens oplysninger.

    Ambassaden har efter at have sendt pamfletten til Jyllands-Posten bedt om at få den tilbage.

    Iran har afvist PET’s anklager om et attentatforsøg på dansk jord.

    /ritzau/