OVERBLIK: De værste masseskyderier i USA i 2018

    Onsdag aften lokal tid skete det igen i USA.

    Ved et masseskyderi i Los Angeles døde 13 personer, inklusiv gerningsmanden, som menes at være den 28-årige Ian David Long, der blev fundet død inde i baren. En betjent var også blandt de dræbte.

    Her kan du læse om nogle af de værste masseskyderier i USA i 2018:

    * 7. november: Den formodede gerningsmand Ian David Long dræber 12 personer på en bar i Los Angeles, Californien, før han tager sit eget liv. Long var tidligere en del af USA’s marinekorps under krigen i Afghanistan.

    * 27. oktober: En mand åbner ild i Tree of Life-synagogen i Pittsburgh, Pennsylvania under en gudstjeneste. 11 mennesker bliver dræbt og flere andre såret.

    * 28. juni: En mand skyder på ansatte på avisen Capital Gazette i Annapolis, Maryland. Fem ansatte på lokalavisen bliver dræbt. Forud for angrebet havde han ifølge myndighederne sendt trusler til avisen.

    * 18. maj: Under en skoletime på Santa Fe High School dræber en 17-årig mand otte elever og to lærere, mens 13 bliver såret. Sprængstoffer bliver desuden fundet på og uden for skolen.

    * 14. februar: Den 19-årige Nikolas Cruz dræber 17 elever og ansatte, da han med en halvautomatisk riffel åbner ild mod dem på Marjory Stoneman Douglas High School i staten Florida. Det blev det mest blodige skyderi på en high school i amerikansk historie.

    Kilde: AP.

    /ritzau/