Medstifter af modehuset Benetton og mangemillionær er død

    Gilberto Benetton, medstifter af tøjmærket Benetton, er død. Han blev 77 år.

    Det oplyser hans familie.

    Modedesigneren døde mandag i sit hjem i byen Treviso i det nordøstlige Italien. Han efterlader sig døtrene Barbara og Sabrina og hustruen Lalla.

    Ifølge lokale medier døde Gilberto Benetton efter kort tids sygdom. Det er ikke bekræftet af familien.

    Gilberto Benetton stiftede i 1965 Benetton Group sammen med sine tre søskende, to brødre og en søster. Tøjmærket Benetton er også kendt under navnet United Colours of Benetton.

    I mange år skabte mærket debat med kampagner, der inkluderede kontroversielle billeder af blandt andet en blodig, nyfødt baby, en aidspatient og heste, der parrede sig. Flere lande gik så langt som at censurere kampagnerne.

    Familien Benetton er en af de rigeste i Italien og har ud over tøjmærket også været involveret i byggeri, transport og catering.

    Den nu afdøde forretningsmand efterlader sig en formue på cirka tre milliarder dollar – svarende til cirka 18 milliarder kroner.

    /ritzau/AP