OVERBLIK: Sådan vælger Alternativet sin borgmester

    Alternativets gruppe i Borgerrepræsentationen og partiets bestyrelse i København er enige om, at medlemmerne skal hjælpe med at finde en ny borgmester.

    Det er blevet aktuelt, efter at partiets nu forhenværende kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, har valgt at trække sig fra posten.

    Sådan foregår afstemningen:

    * Den, der får flest stemmer, bliver borgmester. Hvis der er stemmelighed, bliver der stemt igen med de kandidater, der har fået flest stemmer.

    * Der kan højest stemmes to gange. Bliver der ikke fundet én med flest stemmer, bestemmer gruppen i borgerrepræsentationen.

    * Kun medlemmer af Alternativet København kan stemme. Medlemmer har stemmeret 14 dage efter første kontingentbetaling.

    * Man får stemmeret ved at møde op til afstemningen 28. oktober. Der er ikke digital afstemning.

    * Kandidaterne sender informationsmateriale til medlemmerne samlet. De laver også en video på tre minutter, som skal publiceres på Alternativets medier.

    * Gruppen i borgerrepræsentationen og kandidaterne kan være aktive på sociale medier, men udtaler sig ikke til pressen i digitale, radio eller trykte medier eller lignende.

    * Der er enighed om, at aktivitet på sociale medier ikke omhandler afstemningen eller emner, som kan forveksles med kampagne.

    * Bestyrelses faciliterer mødet sammen med Landssekretariatet, og bestyrelsen støtter ikke op om enkelt kandidater.

    Kilde: Alternativet

    /ritzau/