Trump anerkender at Khashoggi kan være blevet dræbt

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, giver torsdag udtryk for, at han formoder, at den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi er død.

    Tyrkiske embedsmænd siger, at Khashoggi, der skrev kritisk om systemet i Saudi-Arabien, er blevet dræbt og parteret i det saudiarabiske konsulat i Istanbul den 2. oktober.

    Det er første gang, at Trump anerkender, at journalisten kan være blevet dræbt.

    – Det ser bestemt ud til at være sådan. Det er meget trist, sagde Donald Trump til journalister inden han steg ind i Air Force One på Joint Base Andrew.

    Khashoggi gik ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul den 2. oktober og er ikke set siden.

    Mike Pompeo, der er udenrigsminister i USA, er netop vendt hjem fra en rejse til Saudi-Arabien og briefede torsdag præsident Trump om Khashoggi-sagen.

    Saudi-Arabien og Tyrkiet er ved at undersøge, hvad der er sket i forbindelse med Khashoggis forsvinden.

    Trump fortæller, at han venter på resultatet fra den saudiarabiske undersøgelsen, og hvis det viser sig, at Saudi-Arabien har spillet en rolle, vil det få konsekvenser.

    – Det skal være meget alvorligt. Jeg mener, det er dårlige, dårlige ting. Men vi vil se, hvad der sker, siger han.

    I et interview med The New York Times fortæller præsidenten, at han har tillid til efterforskningsrapporter fra flere sider,

    Det er rapporter, der tyder på, at Saudi-Arabien spillede en rolle i det mulige drab.

    Ifølge The New York Times mener Trump, at det er “lidt for tidligt” at drage konklusioner om, hvem der kan stå bag det.

    Han er dog sikker på, at sandheden vil komme frem.

    Saudi-Arabien benægter at være involveret i Khashoggis forsvinden.

    The Washington Post skriver, at tyrkiske embedsmænd hævder, at have lydoptagelser af det påståede drab.

    Det er optagelser, som Donald Trump gerne vil have fingrene i. Han bad tidligere på dagen om, at få optagelserne udleveret.

    /ritzau/Reuters