Kritik af dom: Rumæner sov alene på gaden – det var en lejr

    Selv om kun én person overnatter på en gågade i København, kan det sagtens være en lejr, som kan skabe utryghed.

    Det er synspunktet både hos politiet og en dommer i Københavns Byret i en sag om en rumænsk mand.

    Men afgørelsen er forkert og betyder, at hjemløshed i hvert fald indirekte kriminaliseres, mener advokat Asser Gregersen. Han har derfor søgt om tilladelse til at anke dommen – en bøde på 500 kroner – til Østre Landsret.

    Sagen er usædvanlig. Politiet kender ikke til andre eksempler på, at bare én person er straffet for at lave en lejr, fremgår det af et nyt svar til Folketingets retsudvalg.

    I januar overnattede den rumænske mand i cirka 14 dage på Købmagergade. Han havde indrettet sig med pap, tæpper, dyne, pude og sovepose.

    En morgen klokken 7.05 blev han vækket af betjente. De tog også billeder. Her kan man se en uåbnet købesandwich, en brugt kaffekop og en spist yoghurt.

    Han sov på gaden, når han ikke vandt i lodtrækningen om at få en plads i et herberg for natten, fortæller advokat Asser Lyngs Gregersen. På stedet var der hverken affald eller afføring, tilføjer han.

    – Sagen er relevant for mange andre personer, der sover på gaden, siger advokaten som argument for, at den er principiel.

    Siden foråret 2017 har det været strafbart at skabe lejre, som kan give utryghed. Det står i ordensbekendtgørelsen, og Københavns Politi har brugt bestemmelsen mange gange.

    389 personer er blevet sigtet, fortalte politiet i sommer. Godt 300 af disse er fra Rumænien. Seks har dansk nationalitet.

    I Folketinget har Rosa Lund fra Enhedslisten stillet flere spørgsmål, og nu har hun igen fået svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

    I almindelighed er der ikke tale om en strafbar lejr, hvis en enkelt person lægger sig på en madras og sover. Men hvis overnatningen har “varig karakter”, kan det “efter omstændighederne få karakter af en lejr”, lyder det.

    Flere organisationer, for eksempel Kirkens Korshærs herberg Kompasset og Gadejuristen, har kritiseret politiets fremfærd. Ministeren afviser dog i sit nye svar, at forbuddet mod lejre er en kriminalisering af hjemløshed.

    Hertil siger advokat Asser Lyngs Gregersen:

    – Den forsikring er blot et genoptryk af de forventninger, han tidligere har givet udtryk for. Det er en besked, som anklagemyndighed og politi ikke har forstået, siger advokaten.

    – Der er tale om dårlig lovgivning, fordi der er så megen uklarhed. Forhåbentlig kan landsretten hjælpe os, tilføjer han.

    I øvrigt beretter advokaten, at loven har påvirket også danske hjemløse.

    – Nogle lægger sig bevidst med 100 meter mellem sig for at undgå at blive dømt for at lave en lejr. De er utrygge, siger Asser Lyngs Gregersen.

    Det er Procesbevillingsnævnet, som skal afgøre, om sagen med rumæneren på Købmagergade skal videre til landsretten.

    /ritzau/