Aftale om sildekvoter er en “katastrofe” for både fiskere og miljø

    Mandag kunne fiskeriminister Eva Kjer Hansen løfte glasset med sine kolleger i EU og skåle for en ny aftale om fiskekvoter i Østersøen for 2019.

    Og knap er glasset tomt, før der fra flere sider lyder skarp kritik af det kompromis, EU-ministrene er nået frem til.

    Aftalen indebærer blandt andet, at der må fiskes mere efter blandt andet sild, end EU-kommissionen havde lagt op til.

    Og det er en katastrofe, hvis man spørger Greenpeace

    – Vi kan konstatere, at man endnu engang har fulgt erhvervets kortsigtede interesser, og at man i visse af de her fiskebestandes tilfælde har tilsidesat den biologiske rådgivning, siger Sune Scheller, der er projektleder for området hos Greenpeace.

    – Man er i gang med at save den gren over, man selv sidder på. Det er en kort fornøjelse for fiskeriet.

    Miljøorganisationen så helst at politikerne havde lyttet til blandt andre Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der løbende vurderer bestandene og anbefaler, at fiskeriet efter sild helt stoppes i 2019, da gydebestanden er i usund tilstand.

    Man kommer ganske enkelt til at overfiske, lyder det bekymret fra Sune Scheller.

    I den netop indgåede aftale gives der tilladelse til at fiske cirka 9000 tons fisk årligt.

    Men overfiskeri er en overdrivelse, der afsporer debatten, mener Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen.

    – Der er fire kuttere tilbage, der fisker sild i den vestlige Østersø. Det er forfejlet at tale om overfiskeri.

    Han mener dog også, at Eva Kjer Hansens kompromis i Bruxelles er en katastrofe. Men hans bekymring følger langt fra samme spor som miljøorganisationernes.

    – Det er en vendetta mod Gilleleje og det samfund, der er deroppe, siger Ib Poulsen med henvisning til de fabrikker i det nordsjællandske fiskerleje, der har udtrykt stor bekymring om begrænsninger på fiskeriet.

    – Det er den sidste fiskeriaktion på Sjælland, der kan levere friske fisk til københavnerne. Og den er godt på vej til at lukke ned med sådan nogle tiltag som det her, siger Ib Poulsen.

    Mere end 50 mennesker er beskæftiget på byens sildefiletfabrik og i følgeerhverv.

    Ministeren har selv erkendt, at aftalen vil give problemer for erhvervet.

    – Der er ingen tvivl om, at fiskerne og ikke mindst sildefiletfabrikken er udfordret, når sildebestanden går ned. Det rækker ikke til den råvaremængde, som fabrikken har brug for, siger hun til Ritzau.

    /ritzau/