Mandskab må blive længere på rumstation

    Mandskabet på den Internationale Rumstation vil måske være tvunget til at blive der frem til begyndelsen af januar. Det skriver Interfax.

    Samtidig siger russiske embedsmænd ifølge AFP, at der er indledt en politimæssig efterforskning af en mislykket raketopsendelse torsdag.

    Interfax skriver med henvisning til unavngivne kilder, at mandskabet kan blive nødt til at blive på rumstationen til ind i det nye år.

    Rapporten kom samtidig med, at Rusland meddelte, at det aflyser alle ubemandede missioner med Sjus-raketter i år.

    En særlig efterforskningskomité er blevet nedsat og dens medlemmer er begyndt at undersøge Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan, hvor raketopsendelsen skete. Samtidig er en række dokumenter blevet beslaglagt, skriver russiske nyhedsbureauer.

    I en erklæring fra komitéen hedder det, at der vil være fokus på, om alle sikkerhedsregler er blevet overholdt under forberedelserne af raketopsendelsen, som blev aflyst kort efter affyring.

    Missionen blev dermed til en kamp for at få mandskabet sikkert ned til Jorden igen.

    Om bord i raketten var den russiske kosmonaut Aleksej Ovtjinin og den amerikanske astronaut Nick Hague. De to astronauter havde kurs mod ISS for at hjælpe med reparationer på rumstationen.

    Ifølge USA’s rumagentur, Nasa, var der tale om en fejl i en løfteraket.

    I en sikkerhedskapsel skød astronauterne sig ud af deres fartøj og satte mod jorden.

    Lidt efter klokken 11 skrev det russiske nyhedsbureau Interfax, at faldskærme fra kapselen kunne ses fra jorden.

    Astronauten og kosmonauten landede i god behold ifølge Nasa 20 kilometer øst fra det sted, hvor de blev sendt op.

    Den russiske rumfartsindustri har været ramt af en række problemer i de seneste år – blandt andet tab af en række satellitter og et lastrumfartøj.

    /ritzau/AFP