Elevformand: Gps-overvågning er ekstrem løsning


    Det virker ekstremt, at fire ud af ti forældre mener, at gps-overvågning af deres børn via apps til mobilen er en god idé, og at knapt hver tredje forældre selv kunne finde på at benytte muligheden for at følge deres børn over alt.

    LÆS OGSÅ: Stor gruppe af forældre: Børn skal overvåges med gps
    Det mener formanden for Danske Skolelever, Miranda Wernay Dagsson, om resultatet af en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

    – Jeg synes, det er meget overraskende, at det her er blevet en tendens. Det er nogle meget høje tal i forhold til, hvad jeg havde forventet. Det virker meget ekstremt, at man pludselig skal til at overvåge sine børn.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt
    – Det ville overskride mine grænser, hvis mine forældre fandt på at gøre det, siger hun til Ritzau.

    Hun har selv veninder, hvis forældre bruger en app, som hedder “Find min iPhone”, så de kan se, hvor de er. Bruges sådanne metoder, skal der grundige snakke til mellem forældre og børn, så alle er indforståede med, at overvågningen foregår, mener hun.

    – På et helt lavt niveau, hvor det giver forældrene mulighed for at se, at børnene er kommet sikkert hjem fra skole, kan det være i orden. Men det er vigtigt, at børnene ved, at det er det, man gør. Ellers har der helt klart været et tillidsbrud fra forældrenes side, siger hun.

    Ifølge Wernay Dagsson ville det mest optimale være, at starte inden overvågningen bliver nødvendig med at opdrage børnene til at sige, hvor de går hen.

    Derudover er hun bange for, at overvågningen kan skade børnene senere i livet.

    – Hvis det bliver sådan, at folk mener, at de bliver nødt til at overvåge børnene i stedet for at have tillid til dem, så kan det være rigtigt svært for os, når vi bliver ældre, at passe på os selv, fordi vi altid er vokset op med, at vores forældre overvåger os i stedet for at lade os gå ud i samfundet på egen hånd.

    /ritzau/