Politiet søger vidner efter skud mod bil i Herlev


HERLEV: Københavns Vestegns Politi efterforsker skyderi i Herlev tirsdag aften og søger i den forbindelse vidner.

Politiet modtog kl. 21.25 anmeldelse om at der var blevet skudt mod en sort VW Polo personbil i krydset Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej. Kort efter kunne politiet fastslå, at bilen var blevet beskudt første gang i krydset Herlev Ringvej og Tornerosevej.

Skuddene kom angiveligt fra en sølvfarvet Audi.

Føreren af Polo’en havde efter den første skudepisode foretaget en U-vending og var kørt mod krydset Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej, fulgt af den bil, hvor skuddene kom fra.

Ved krydset blev Polo’en beskudt igen og kørte galt. Herefter flygtede føreren fra bilen. Der blev i alt skudt over 10 gange mod bilen, men ingen blev ramt.

– Vi har intensiveret vores tilstedeværelse i Herlev og har iværksat tryghedsskabende patruljering i området, siger politiinspektør Mikael Wern.

Natten til onsdag blev der fundet en udbrændt Audi personbil i Haslev på Midtsjælland. Politiet undersøger nu om bilen har forbindelse til skyderiet i Herlev.

– I forbindelse med skyderiet efterforsker vi en persongruppe der holder til dels på Vestegnen og dels i København og i den nordøstlige ende af Midt og Vestsjællands politikreds. Derfor er vi imeget tæt kontakt med Københavns Politi, Midt- og Vestsjælland Politi og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, siger politiinspektør Mikael Wern.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114