Retten frifinder fire mænd for gruppevoldtægt og bedøvelse


Arkivfoto


Retten i Herning har fredag frifundet fire mænd for anklagen om gruppevoldtægt og forudgående bedøvelse af en 19-årig kvinde i en lejlighed i Herning sidste år.

De fire mænd i alderen 22 til 26 år var tiltalt i den opsigtsvækkende sag for at have givet kvinden en bedøvende pille og derefter udsat hende for grove seksuelle krænkelser.

De var blandt andet tiltalt for at have stukket forskellige genstande op i kvindens underliv.

Men retten har ikke fundet tilstrækkelige beviser til at dømme dem for hovedforholdet i sagen.

– Retten finder det ikke bevist, at de tiltalte har dopet S (kvindens navns forbogstav, red.) med et ukendt stof på en ukendt måde, hedder det i skyldkendelsen fra retten.

Retten finder dog, at kvinden blev tvunget til at indtage en pille. Det kan bare ikke bevises, at den hensatte hende i bedøvet tilstand, lyder det i kendelsen.

De tiltalte har i retten forklaret, at de ganske rigtigt var sammen med kvinden.

Men det foregik med kvindens fulde accept, har de hævdet.

En af de tiltalte, en 22-årig mand, er dog kendt skyldig i voldtægt af en tidligere kæreste.

Han er også fundet skyldig i at have forsøgt at påvirke et vidne til at afgive falsk forklaring for retten.

Det skete ved, at han forsøgte at udsmugle et brev fra arresten.

Han var endvidere tiltalt for at have forsøgt at true den forurettede kvinde til tavshed. Det er han dog frifundet for.

Retten har været uenig om vurderingen af de tiltaltes skyld.

Afgørelsen har således været den snævrest mulige, når det gælder frifindelsen i hovedforholdet.

Alle de tiltalte er fundet skyldige i at have optaget og viderebragt krænkende billeder af det seksuelle samkvem med kvinden.

De fire tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden december sidste år.

Tre af de tiltalte er kort før middag blevet begæret løsladt. De står ifølge anklager Iben Ernst Bøttker til en bødestraf for deling af krænkende billeder.

Den 22-årige mand, der er fundet skyldig i flere forhold, skal derimod forblive i retten.

Iben Ernst Bøttker plæderer for, at han skal idømmes en fængselsstraf på et år og ni måneder.

Den tiltalte har afghansk baggrund og er ikke dansk statsborger. Anklageren kræver ham også udvist af landet.

Hans forsvarer, Jacqueline Mwenesani, mener, at han højst står til otte måneders fængsel.

De tre dommere og seks nævninger har nu trukket sig tilbage for at fastsætte en straf.

/ritzau/