Dommer fængsler 54-årig for skunklaboratorier på Lolland


Arkivfoto

En 54-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om produktion af skunk på Lolland.

Det oplyser specialanklager Søren Martin Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Dermed er i alt fire mænd fængslet i sagen, der drejer sig om to skunklaboratorier i henholdsvis Herritslev ved Nysted og ved Nakskov.

Den illegale produktion i huset i Herritslev blev opdaget ved en tilfældighed. Beboerne i området oplevede et strømsvigt. Årsagen viste sig at være et enormt overforbrug.

Strømforbruget ledte politiet på sporet af skunkdyrkningen, som netop kræver store mængder strøm og vand.

Afsløringen af huset i Herritslev førte siden politiet til huset ved Nakskov.

De tre mænd, der i forvejen sidder varetægtsfængslet, er vietnamesere. To af dem sættes af politiet i forbindelse med det ene skunklaboratorie, mens den sidste sættes i forbindelse med det andet.

Manden, der blev fængslet torsdag, er dansk statsborger.

– Vi sætter ham i forbindelse med begge adresser, siger Søren Martin Jensen, der ikke kan sige mere om mistanken mod manden, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Den 54-årige ville ifølge anklageren ikke rigtigt udtale sig i grundlovsforhøret. Han valgte at tænke over, om han vil kære afgørelsen til landsretten.

Skunk er en særlig potent form for cannabis, og dyrkningen er ret krævende. Planterne skal have høj varme og skal vandes konstant.

Gennem de senere år har politiet afsløret en stribe illegale gartnerier i øde beliggende ejendomme, og i flere tilfælde er husene blevet ødelagt på grund af fugtskader.

Jævnligt er vietnamesiske statsborgere blevet anholdt og siden dømt.

Politiet har tidligere set tegn på, at kriminaliteten er stramt organiseret, og produktionen har været så stor, at Danmark er blevet eksportør af det euforiserende stof.

I en af de hidtil største sagskomplekser blev en vietnamesisk mand fra Egtved i 2015 af Vestre Landsret dømt for at have ledet produktion 13 forskellige steder på Fyn og i Jylland.

En del af hans hjælpere levede under usle forhold og blev holdt under skarpt opsyn. Hvis en “ansat” fik nok og stak af, rykkede bagmanden ud for at opspore vedkommende.

I den nye sag fra Lolland blev der i huset i Herritslev produceret, hvad der svarer til 49 kilo hash. I huset ved Nakskov svarede produktionen ifølge anklageren til 65 kilo hash.

/ritzau/