Psykisk syg udvises for grenkast fra motorvejsbro


Arkivfoto


En 22-årig somalisk mand er ved Retten i Aalborg blevet idømt en behandlingsdom og udvisning i seks år for at kaste grene ned på Nordjyske Motorvej fra Hadsundvej.

Det oplyser TV2 Nord.

Episoden fandt sted om eftermiddagen den 27. december i 2016. Her blev der kastet flere store grene ned på motorvejen. Ingen blev ramt, men flere bilister måtte undvige grenene og bremse op.

Kort efter episoden anholdt politiet den 22-årige og en 21-årig mand. Sidstnævnte blev frifundet af Retten i Aalborg.

En mentalundersøgelse har vist, at den 22-årige er psykisk syg. Derfor kan han ikke sendes i fængsel, men skal i psykiatrisk behandling. Derefter skal han udvises med indrejseforbud i seks år.

– Vi er enige om at han er skyldig, men vi anker nok sagen med henblik på, at han ikke skal udvises, siger den 22-åriges forsvarer, Julia Jensen, til TV2 Nord.

– Da han er psykisk syg, mener jeg faktisk, at det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser overhovedet at overveje at sende ham tilbage til Somalia, fortsætter hun.

Sagens anklager, Mikkel Holdensgaard, er tilfreds med dommen, som ifølge TV2 Nord er den strengeste dom, der er afsagt på området, da den blandt andet har ført til udvisning.

– Dommen viser, at der bliver slået hårdt ned på kriminalitet af den her karakter. Det er en sag, vi fra Nordjyllands Politis side har set på med meget alvorlige øjne. Det, at man kaster med grene fra en motorvejsbro kan få fatale konsekvenser, siger han til TV2 Nord.

/ritzau/