61-årig kvindelig bilist i hidsig flugt efter uheld


Arkivfoto


GILLELEJE: En 61-årig kvinde begik en simpel kørefejl tirsdag aften på Hillerødvejen, men ved at flygte fra uheldet og senere påkøre en bil i yderligere et flugtforsøg blev sagen langt alvorligere.

Nordsjællands Politi sigtede tirsdag aften en 61-årig kvinde fra Gilleleje for flugt fra et trafikuheld og for en bevidst påkørsel af en bilist.

Hele balladen startede med en simpel kørefejl på Hillerødvejen, her overhalede den 61-årige kvinde en anden bilist, og kom her til at trække for tidligt ind til højre. Det medførte at hendes bils bagende skrabede på venstre sideskærm af den overhalede bil.

Stik mod det forventede stoppede den 61-årige kvinde ikke op, men tog derimod flugten hvilket fik den påkørte bilist til at følge efter kvinden.

Den 61-årige kvinde kørte hurtigt ned i et sommerhuskvarter, og endte nede på en blind vej. Det fik den påkørte bilist til at stille sin bil på tværs af vejen i forventningen om nu at kunne komme i kontakt med den flygtende 61-årige bilist og udveksle oplysninger.

Den 61-årige bilist havde dog ikke til sinds at snakke med sin modpart, og for at komme væk påkørte hun ifølge Nordsjællands Politi igen bilen som stod på tværs af vejen, og fik den angiveligt skubbet til side så hun kunne flygte fra stedet.

Den påkørte bil havde i forvejen en skade på venstre forskærm, og fik ved den nye påkørsel tilføjet yderligere skader på den ene bagskærm.

Den 61-årige flugtbilist nåede dog ikke så langt, hun blev senere på aftenen anholdt og sigtet for sin vanvidskørsel – hvor sagen præcist ender er endnu ikke kendt.