Mand sparkede politibetjent og forsøgte at bide


Arkivfoto

BENLØSE: Lørdag aften kl. 23.25 fik politiet en henvendelse fra en 46-årig kvinde fra Ringsted, fordi hun under kørsel ad Fluebæksvej mod syd havde mødt en mand, der stod midt på vejen. Hun måtte køre udenom, hvorefter manden løb efter med noget, der lignede et baseballbat i hånden.

Knap ti minutter senere, kl. 23.34 anmeldte en 49-årig mand fra Ringsted, at en fremmed mand med en pind i hånden havde været inde i hans have, men var gået ud igen.

I området traf politiet en 20-årig mand fra Fjenneslev, der var i besiddelse af et stykke flækket træ med lidt blod på, og da han var ustyrlig blev han frihedsberøvet for at undgå, at han lavede skade på sig selv.

Anholdelsen bevirkede, at han blev endnu mere ustyrlig og formåede at sparke en politimand to gange, ligesom politimanden også blev forsøgt bidt i benet. Herunder truede han med at skyde politiet og opsøge en politimand på dennes bopæl.

En hundepatrulje fandt i en have den anden halvdel af pinden, som den anholdte ikke umiddelbart havde brugt til noget ulovligt.

Den anholdte blev anbragt på politistationen i Roskilde og afhørt til to sager om hhv. vold og trusler mod politiet, inden han blev løsladt søndag formiddag uden fremstilling i grundlovsforhør.