Vidner søges: Bilist påkørte cyklist og flygtede fra stedet


Arkivfoto


VARDE: Vidner så tirsdag aften en Kia-lignende bil med to mænd stikke af fra et uheld, hvor en cyklist blev påkørt.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået henvendelser fra adskillige vidner, der tirsdag den 7. august mellem klokken 18.30 og 19.00 så en 68-årig mand på cykel vælte efter at være blevet ramt af en bil i rundkørslen ved Føtex i Varde.

Et af vidnerne fortæller, at bilen var lys og Kia-lignende. I den sad to mænd af mellemøstligt udseende. Føreren beskrives som A; mand, først i 30erne, almindelig til tynd af bygning med sorte skægstubbe og sort hår der er kort i siderne og stritter på toppen.

Bilen kom fra Lerpøtvej og blev set køre fra stedet ad Østervold.

Så du også bilen, eller ved du, hvem de to mænd kan være, vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne høre fra dig på 1-1-4.