Ung kvinde kræves fængslet i sag om vold og voldtægt


Arkivfoto

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet en 24-årig kvinde for medvirken til voldtægt, grov vold og frihedsberøvelse begået i Allingåbro på Djursland torsdag.

Kvinden stilles fredag klokken 13 for en dommer ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling.

De nærmere omstændigheder ved det påståede overgreb ønsker ordensmagten fredag formiddag ikke at oplyse.

Der er således hverken information om offer eller eventuelle medgerningsmænd, herunder om nogen fortsat er på fri fod.

Tilbageholdenheden forklares med, at der i grundlovsforhøret vil være en anmodning om lukkede døre.

/ritzau/