Påvirkede unge løb nøgne rundt på vejen i stofrus


Arkivfoto


RISSKOV: Fire unge mennesker på stoffer skabte i går aftes utryghed og farlige situationer på Arresøvej i Risskov. En borger ringede til politiet kl. 21.55, da en gruppe nøgne personer kom løbende ud af en bygning og kastede sig ud på vejen.

Da patruljen kom frem, kunne flere borgere fortælle, at de nøgne mennesker havde hoppet rundt og skabt meget uro på og omkring vejen.

Inde i en tom industribygning fandt betjentene tre mænd og en kvinde, der løb halv- og helnøgne rundt og talte meget usammenhængende. Den ene, en 21-årig mand, nægtede at følge politiets anvisninger, og han blev anholdt med den fornødne magt, mens han strittede kraftigt imod.

Han blev sigtet for at have modsat sig anholdelsen.

Den 20-årige kvinde blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden, da hun sprang nøgen omkring udenfor, mens hun råbte og skreg, mens to unge mænd var så påvirkede af narko, at politiet valgte at tage dem med til afrusning på stationen.

På stedet fandt patruljen en pose kokain, som de unge mennesker formodes at have taget noget af, og en af de unge fortalte, at de også havde taget LSD.