To døde og mange kvæstet da tankvogn eksploderede i Italien


Video: Polizia di Stato


To mennesker er omkommet og mellem 60 og 70 andre er kommet til skade, efter at en tankvogn mandag eksploderede på en motorvej nær byen Bologna i det nordlige Italien.

Det oplyser italiensk politi.

Nogle af de tilskadekomne har fået alvorlige brandsår, meddeler politiet.

Tankvognen, der transporterede brandfarligt materiale, var involveret i en ulykke på motorvejen. Ulykken forårsagede en så kraftig eksplosion i den brandfarlige last, at den motorvejsbro, de kørte på, delvist kollapsede.

Myndighederne har endnu ikke klarlagt, hvad der var i tankvognens last. Men ifølge det italienske nyhedsbureau Ansas oplysninger var der tale om gas.

Italienske medier skriver ifølge Reuters, at tankvognen kolliderede med en lastbil, der transporterede biler.

Andre kvæstede blev ramt af knust glas, som fløj gennem luften, efter at vinduer i flere nærliggende bygninger blev sprængt af eksplosionen, rapporterer den private tv-station Sky TG24.

Billeder fra stedet viste store flammer på ulykkestidspunktet og derefter en tyk sort røg, der steg op i luften.

Det italienske brandvæsen skriver på Twitter, at der er sendt adskillige redningskøretøjer til stedet.

Ulykken skete tidligt på eftermiddagen. Brandvæsnet oplyser, at flammerne var slukket efter tre timer, og at redningsmandskab nu arbejder på at køle stedet ned, så de kan arbejde der.

I Foggia-provinsen i den sydlige ende af Italien har en anden alvorlig trafikulykke kostet 12 migrantarbejdere livet, oplyser lokale myndigheder.

De var på vej tilbage fra en arbejdsdag i markerne, da deres minibus kolliderede frontalt med en lastbil, skriver italienske medier ifølge Reuters.

Alle 12 omkomne var nordafrikanere. Mange afrikanske indvandrere arbejder i det italienske landbrug om sommeren, ofte til en timeløn på nogle få euro.

/ritzau/AP