Fængsler skal have egen efterretningstjeneste


Arkivfoto


Det danske fængselsvæsen er klar til at tage nye og utraditionelle metoder i brug for at komme forråelsen og overfaldene mod personalet til livs.

Der skal således oprettes en ny efterretnings- og sikkerhedsorganisation i fængslerne Det fortæller Thorkild Fogde, direktør i Kriminalforsorgen, til Kristeligt Dagblad.

Han skal efter sommerferien præsentere et samlet oplæg til aftalepartierne bag den nye flerårsaftale for fængslerne.

Hensigten med aftalen er blandt andet at sikre “en mere konsekvent indgriben over for indsatte med negativ adfærd”.

– Det er en styrket intern efterretnings- og sikkerhedsorganisation, som skal sikre, at vi bliver bedre til at risikovurdere de enkelte indsatte, så de få ikke ødelægger det for de mange, siger Thorkild Fogde til Kristeligt Dagblad.

Det er særligt indsatte fra bandemiljøet, der er behov for at risikovurdere.

– Vi skal sikre, at vi kan matche de enkelte indsatte til de forskellige sikkerhedsstandarder i fængslerne. Det kræver, at vi bedre end i dag kan vurdere de indsattes farlighed. Især dem fra bandemiljøet. Men det skal også sikre, at de indsatte, der opfører sig ordentligt, kan afsone under mindre restriktive forhold, siger han.

Kriminalforsorgen har blandt andet søgt inspiration fra Sverige i forbindelse med det nybrud, som en ny efterretnings- og sikkerhedsorganisation repræsenterer i de danske fængsler.

Hos Fængselsforbundet er formand Kim Østerbye positiv over for en sikkerheds- og efterretningsorganisation i fængslerne.

– Det er ikke, fordi vi ikke samler erfaringer om de indsatte i dag, men det er ikke konsistent og en smule tilfældigt, hvordan det sker. For os som personale vil det være en sikkerhed, at man har bedre styr på fangerne, sådan at man træffer de rigtige beslutninger, siger han.

– Sådan et tiltag giver mig et håb om, at man kan ramme mere rigtigt i forhold til det mere rå miljø, der er i fængslerne.

/ritzau/