Mand amok: Sparkede bule i 50-årig kvindes bil


Arkivfoto


TAPPERNØJE: En 50-årig kvinde fra Tappernøje kørte mandag eftermiddag ad Vildtbanevej mod Hovedvejen i Tappernøje, da hun så en bil nærme sig bagfra med høj hastighed.

Da hun standsede op i krydset ved Hovedvejen, havde den anden bilist indhentet hende, og føreren fløj ud af sin bil og sparkede en bule i den 50-årige kvindes bil. Han kommenterede højlydt hendes kørsel, som han helt klart ikke var tilfreds med, inden han fræsede fra stedet.

På baggrund af registreringsnummeret var det imidlertid ikke vanskeligt for politiet at finde frem til den vrede bilist, som var en 25-årig mand fra lokalområdet, og en politipatrulje aflagde ham en visit mandag aften.

Her blev han sigtet for hærværk, og da der lugtede af hash i huset, gennemførte politiet en ransagning på stedet.

Der blev fundet en peberspray, en klump hash på 3,6 gram og 1,4 gram skunk, og den 25-årige blev derfor udover hærværk også sigtet for overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer.