Politiet løslader mistænkt flugtbilist


Arkivfoto


Nordjyllands Politi har fredag aften løsladt en 24-årig mand, der er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke i Aabybro torsdag aften.

Ulykken skete ved 18-tiden på Aalborgvej ved Fristrupvej. Her blev en 87-årig mand, der kørte på cykel, påkørt og dræbt af en bil. Efter ulykken forsvandt bilisten, der kørte i en ældre Citroën.

Sidst på formiddagen fredag fandt politiet frem til bilen, der havde tydelige skader, og den 24-årige blev anholdt.

Fredag aften oplyser politiet så, at han er blevet løsladt igen. Politiets jurister mener ikke, at der er grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Han er dog stadig sigtet for uagtsomt manddrab, og politiet fortsætter sin efterforskning. Det oplyser vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at fortælle, hvad den 24-årige har forklaret.

– Han har afgivet en forklaring, men den bliver indtil videre mellem ham og politiet, siger Anders Uhrskov.

/ritzau/