Haps: Politiet overværede handel med narko


Arkivfoto


VIBY: Betjente fra Specialpatruljen sad i deres bil, da der pludselig blev foretaget en handel med narko for næsen af dem.

Østjyllands Politis specialpatrulje forpurrede torsdag aften kl. 21.08 en handel med hash, der var ved at finde sted på Birkedalsvej i Viby.

Betjentene holdt i en civil politibil, da de så en bil køre ind til siden og en kvinde komme hen til sideruden. Måden det skete på, fik betjentene til at mistænke, at der var tale om ulovlige forhold, og det fik de bekræftet, da de løb hen til bilen.

På sædet hvor den 27-årige fører sad, lå der en salgspose med hash, og hans 31-årige passager havde hash i hænderne. Ved ransagningen af bilen fandt specialpatruljen mere hash og en del kontanter, som blev beslaglagt.

De to mænd blev begge anholdt, sigtet for at ville sælge hash. Kvinden blev ikke fundet i besiddelse af stoffer og fik lov til at gå.