51-årig kvinde flashede bryster på åben gade


Arkivfoto


SLAGELSE: En 51-årig kvinde blev onsdag anholdt flere gange, bla. for at flashe sine bryster og for at stjæle en hjertestarter.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik onsdag klokken 13.58 en anmeldelse om, at en kvinde stod iført shorts og blottede sine bryster i krydset ved Østerbro/Jernbanegade i Slagelse.

Det var ikke svært for betjentene i en patruljevogn at spotte den letpåklædte dame, som – da hun så politiet – hurtigt begyndte at tage sin T-shirt på.

Kvinden virkede lidt ude af balance, men blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så hun blev anholdt klokken 15.08 og taget med til politistationen i Næstved.

Her blev hun løsladt klokken 21.50, men igen omkring midnat fik politiet på ny anmeldelser om den 51-årige. Denne gang havde vidner set, at hun smadrede en krukke ved Hotel Kirstine i Næstved, og kort efter tog hun en hjertestarter, som sad på apoteket i Torvestræde.

Klokken 0.18 fandt politiet frem til den 51-årige, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Den 51-årige afventede torsdag morgen afhøring på politistationen i Næstved.