Eksplosion i hoppeborg i England dræber lille pige


Arkivfoto


En lille pige blev søndag dræbt, da hun blev slynget gennem luften fra en hoppeborg, der eksploderede på en strand i det østlige England.

Ulykken skete i Gorleston-on-Sea, som ligger tæt ved Great Yarmouth i Norfolk, oplyser det lokale politi til BBC.

– Politiet kan bekræfte, at et barn omkom ved en ulykke i Gorleston tidligere i dag. Hun blev bragt til et lokalt hospital, men døde desværre, siger en talsmand for politiet.

Ifølge britiske medier eksploderede den oppustelige hoppeborg af ukendte årsager.

Et øjenvidne, Sarah Allard, siger til flere britiske medier, at hun hørte et højt brag fra de to hoppeslotte, som var placeret på stranden.

Pigen blev slynget seks meter op i luften, skriver flere britiske medier.

En livredder gav hjertemassage til pigen, indtil lægepersonale ankom til stedet, men hendes liv stod ikke til at redde.

En undersøgelse af sagen er indledt af flere forskellige instanser – blandt andet politiet og lokale sundhedsmyndigheder.

Stranden, hvor ulykken skete, var godt fyldt op med mennesker søndag. Hoppeborgen var placeret på en lav platform i et legeområde for børn.

Tidligere i denne måned blev to ansatte i en forlystelsespark fængslet for uagtsomt manddrab og forsømmelighed, efter at en hoppeborg blæste væk med en syvårig i Essex i marts 2016.

/ritzau/