12 anholdt i aktion om seks drabsforsøg i bandemiljøet


Arkivfoto


Politi har torsdag anholdt 12 personer med tilknytning til forskellige bandegrupperinger.

De er anholdt i en stor aktion i forbindelse med fem sager, der omhandler i alt seks drabsforsøg.

De anholdte har tilknytning til grupperingerne Bandidos, Asgardians 89, Brothas og Gremium. De 12 har følge politiet hver især tilknytning til en af de fem sager.

Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er godt tilfreds med anholdelserne:

– Vi vælger at slå til nu for at sende et klart signal om, at vi har et stort fokus på netop de her utryghedsskabende episoder, som har fordelt sig over det sidste halve år.

– Samtidig sender vi et signal om, at man kommer til at stå ansvar for de her hændelser, siger han.

Sagerne går tilbage til efteråret sidste år. Her var der en skudepisode på Torvet i Faxe, hvor der blev skudt ind i en kiosk.

Den anden sag omhandler to drabsforsøg den 16. og 18. april i år.

Først blev der skudt ind til et rockermedlem i Kirsebærplantagen og Rønnebærvej i Vordingborg. Nogle dage senere blev der skudt ud for en tatoveringsforretning i Næstved.

De sidste to drabsforsøg var for en måned siden. Først på Stationsvej i Stenlille, hvor der bliver skudt mod en mand med rocker- og banderelationer.

Den seneste sag er fra 1. juni og handler om et drabsforsøg med en kniv på Byskovvej i Slagelse. Her blev der ifølge politiet også sat ild til en bygning og udøvet vold i forbindelse med en trussels- og afpresningssag.

Kim Kliver fortæller, at episoderne ikke knytter sig til en enkelt konflikt.

– Det er fem forskellige og uafhængige sager, hvor der har været seks episoder. Det er et kompliceret konfliktbillede, der gør, at man har skudt efter hinanden, siger politiinspektøren.

Aktionen foregår i et samarbejde mellem flere politikredse og den særlige efterforskningsenhed Særligt Efterforskningscenter Øst, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Foruden den sydsjællandske politikreds deltager Nordsjællands Politi, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.

Indsatsen foregår på Sjælland, Lolland og Falster, og den fortsætter i løbet af torsdagen. Politiet skal gennemgå fundne ting, afhøre de anholdte, og der kan komme flere anholdelser.

/ritzau/