Børn af danske IS-krigere har krav på at komme til Danmark


Arkivfoto


Børn af syrienkrigere med dansk pas bliver automatisk danske statsborgere, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det skriver Jyllands-Posten søndag.

Avisen har et konkret eksempel på en 29-årig dansk mand, der er internationalt efterlyst, efter han i 2014 poserede på billeder med afhuggede hoveder i byen Raqqa i Syrien.

Ifølge Jyllands-Posten, der skriver, at avisens journalister har talt med ham, er han stadig i Syrien. Han har en syrisk kone og to døtre i Tyrkiet, og hans store drøm er at samle familien i Danmark.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oplyst Jyllands-Posten, at den 29-åriges danske pas automatisk betyder, at hans børn er danske statsborgere.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) oplyser til Folketingets Retsudvalg, at på grund af sikkerhedssituationen har Danmark “generelt meget begrænset mulighed” for at hjælpe børnene.

I Folketinget er Dansk Folkeparti og De Konservative bange for, at fremmedkrigernes børn kan blive en trussel for sikkerheden i Danmark, hvis de vender hjem.

– Vi kommer til at stå i et dilemma, som er, at nogle af børnene kan være lige så hjernevaskede som deres forældre. Det vil sige, at vi kommer til at importere en sikkerhedstrussel, siger udenrigs- og menneskerettighedsordfører Naser Khader (K) til Jyllands-Posten.

/ritzau/