Seks måneders fængsel for overfald på fængselsbetjente


Arkivfoto


NYKØBING F: Den 20. april blev to fængselsbetjente overfaldet med knytnæveslag på deres arbejde i Storstrøms Fængsel ved Nørre Alslev. Onsdag faldt der dom i sagen.

Overfaldsmanden var en 22-årig indsat, og onsdag blev den 22-årige mand idømt en fængselsstraf på seks måneder.

Han er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og har bedt om betænkningstid i forhold til at anke dommen.

§ 119.
Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.