Politiet i Köln bremser giftangreb under forberedelse


Arkivfoto


Da tyske betjente i sidste uge pågreb en mistænkt tunesisk mand, bremsede politiet også et angreb af en helt ny art.

– Der var meget konkrete forberedelser af et angreb med noget, du kan kalde en biologisk bombe, siger chefen for Tysklands føderale politi (BKA), Holger Münch, til RBB-Inforadio.

Politichefen kalder det meget sandsynligt, at et “terrorangreb er blevet forhindret”.

Tuneseren blev pågrebet i Köln i sidste uge. Det skete, en uge efter at politiet under en ransagning havde fundet giftstoffet ricin i den mistænktes lejlighed.

Et angreb af den type er ikke tidligere set i Tyskland, fortæller politichefen til radiokanalen.

Den 29-årige mand havde på internettet søgt råd om, hvordan man konstruerer en biologisk bombe.

Den mistænkte havde tilstrækkeligt materiale til at producere mellem 250 og 1000 doser gift. Antallet ville ifølge flere tyske mediers rapporter afhænge af, hvordan han blandede sine materialer.

Han sidder nu fængslet.

I sidste uge meddelte anklagemyndigheden, at politiet ikke kendte til en konkret plan for et terrorangreb. Man kendte ikke til, at han skulle have tilknytning til en terrorgruppe.

Men onsdag fortæller Münch, at den 29-årige var begyndt at blande ricin. Der blev også fundet dele til at konstruere en bombe i hans lejlighed.

Det mest kendte offer for et angreb med ricin var den bulgarske journalist og forfatter Georgi Markov, som blev overfaldet i London i 1978.

/ritzau/dpa