Politi: Mand blev afpresset for 600.000 i Randers


Arkivfoto


Kravet var betaling af 600.000 kroner, da en 30-årig mand blev udsat for afpresning og i godt tre timer mandag var berøvet sin frihed.

Undervejs blev offeret holdt fangen i Randers af to mænd og tvunget ud på en køretur til Viborg, mener Østjyllands Politi.

Sagen har ført til et grundlovsforhør i Retten i Randers tirsdag. Her har dommeren besluttet at varetægtsfængsle en mand på 26 år i fire uger, oplyser anklager Jhin Lee.

Den nu fængslede nægter sig skyldig og har kæret afgørelsen om fængsling til landsretten.

Gerningsmændene fik dog ikke de mange penge, som de krævede, oplyser Jhin Lee.

Ifølge ham leder politiet efter en anden mand, der skal have deltaget i forbrydelserne, som skal have fundet sted fra klokken 10 til 13 mandag. Den 30-årige blev også udsat for vold.

De nærmere detaljer om sagen ønsker politiet ikke at frigive oplysninger om. Retsmødet i Randers er foregået bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

/ritzau/