Fem partier i Folketinget vil sælge cannabis til folket


Arkivfoto


Politiet spilder sine ressourcer på et uendeligt sisyfosarbejde, når det forsøger at få bugt med det ulovlige salg af cannabis i Danmark.

Samtidig er forbuddet mod cannabis med til at sikre rockere og bander enorme indtjeninger hvert år, fordi alle, der efterspørger cannabis, er nødt til at købe det hos kriminelle sælgere.

Sådan lyder en samlet opsang fra Alternativet, Enhedslisten, SF, De Radikale og Liberal Alliance.

Mandag mødes partierne ved en konference på Christiansborg for at diskutere, hvordan man kan legalisere cannabis i Danmark.

Alternativets cannabisordfører, Torsten Gejl, mener, at det er til gavn for både forbrugerne og samfundet at få statslig kontrol med salget.

– Problemet med det nuværende forbud er, at der ikke er nogen aldersgrænse for køb af cannabis. Ingen ved, hvad der er i den cannabis, som banderne sælger, og rockere og bander omsætter milliarder på det.

– Det nuværende forbud betyder, at forbruget og salget af cannabis er fuldstændigt ude af kontrol i Danmark, siger Torsten Gejl.

I en fælles kronik i Politiken søndag oplister de fem partier de dårligdomme, som forbuddet mod cannabis efter deres opfattelse fører med sig.

Her fremhæver de, at cannabis har været forbudt i Danmark siden 1955. Forbuddet er flere gange blevet strammet siden. Men der er ikke sket et fald i forbruget de seneste mange år.

Derimod er forbruget overordnet set steget.

De Radikale foreslår en kontrolleret legalisering i et treårigt forsøg, hvor man eksempelvis kan købe cannabis på apoteket, fortæller Marlene Borst Hansen fra partiet. Også Alternativet peger på apoteket som muligt salgssted.

– De tiltag, vi har gjort de sidste mange år, har ikke virket. Derfor må vi forsøge noget nyt, siger Marlene Borst Hansen.

Partierne tror ikke, at en legalisering vil fjerne det illegale salg fuldstændigt. Men det vil gøre efterspørgslen hos de kriminelle mindre.

– Det er utroligt vigtigt, at vi på det legale marked får nogle priser, som er konkurrencedygtige med det illegale marked. Så tror jeg, at en kæmpe del af det illegale marked vil forsvinde, siger Torsten Geil fra Alternativet.

– Og hvis rockerne forsøger at sælge til mindreårige, må vi sætte rigtig hårdt ind mod det, fortsætter han.

Det er Alternativet og Gadejuristen, der har arrangeret konferencen om legalisering af cannabis. Foruden de politiske partier deltager blandt andre Center for Rusmiddelforskning.

/ritzau/