Hovsa: Bedugget knallertkører kørte lige i armene på politiet


HELSINGE: En mand kom slingrende på sin knallert ved trafikuheldet onsdag aften på Valbyvej, og en af betjentene på stedet slog straks en klo i knallertkøreren.

Omkring kl. 17.15 kom en mand kørende på sin knallert ad Bukkarvej, og kørte med is i maven op til stedet hvor politiet arbejdede med en trafikulykke.

Muligvis var det i håbet om at betjentene var optaget, men trods travlheden havde en af motorcykelbetjentene bemærket at der var lidt slinger i valsen hos knallertkøreren og fik ham stoppet.

Et pust i alkometret viste en promille et anseeligt stykke over de tilladte 0,5, men eftersom knallertkøreren fortalte at han lige for fem minutter siden havde drukket det sidste, så måtte der pænt ventes i ti minutter på en ny test.

Det hjalp dog ikke på sagen, idet promillen fortsat var langt over det tilladte og derfor blev den mandlige knallertkører erklæret for anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Indtransporten til udtagelse af en blodprøve blev klaret af den civile patruljevogn som havde stået for en del af afspærringen på uheldsstedet, og den beduggede knallertkører blev sat på fri fod efter blodprøven var klaret.

Nu skal resultatet af blodprøven så afgøre den eventuelle straf for den berusede mand.