15-årig død af narko: Nu er pusheren frifundet for uagtsomt manddrab


Arkivfoto

En 17-årig pusher idømmes fire måneders fængsel for at have solgt en dosis af stoffet MDMA, som tidligere i år kostede en 15-årig dreng livet.

Retten i Næstved mener dog ikke, at der var tale om uagtsomt manddrab. Derfor frifindes den tiltalte for den del af anklagen.

Anklageren krævede et år og tre måneders fængsel, men retten mener altså ikke, at den 17-årige kunne forudsige, at salget ville medføre 15-årige Adam Buks død.

Den 15-årige dreng mistede livet i februar, efter at han i 13 dage havde kæmpet med skader, som han pådrog sig i forbindelse med indtagelse af en meget stærk udgave af MDMA.

MDMA er en kemisk forkortelse af det aktive stof i ecstasy.

Den 17-årige kendes dog skyldig i at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed. Ud over Adam Buk og hans kammerat fik også en 15-årig pige fingre i den ekstremt stærke udgave af MDMA.

– Han ved, at det er farligt, og han ved, at det er stærkt, så derfor har han udvist grov uagtsomhed, siger retsformanden under domsafsigelsen.

På grund af den tiltaltes unge alder har han siddet varetægtsfængslet i surrogat på en institution under de sociale myndigheder.

Den 17-årige, der valgte at modtage dommen, har i forvejen afsonet så længe, at han løslades efter tirsdagens dom.

Anklagemyndigheden har 14 dage til at afgøre, om man vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/