Politi har sigtet 57-årig for 11 tilfælde af blotteri


Arkivfoto


TØNDER: En anholdelse af en 57-årig tysk mand førte til opklaring af 11 tilfælde af blotteri – og muligvis er der flere på vej.

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 57-årig tysk statsborger og sigtet ham for i alt 11 tilfælde af blotteri i Tønder.

Manden blev anholdt natten til torsdag, og sigtelsen drejer sig om følgende forhold:

Syv tilfælde af blotteri i Bov/Padborg-området i 2014, heraf fem forhold, hvor den sigtede blottede sig mod samme person
To tilfælde i Tønder i 2016, også rettet mod samme person
Et tilfælde i Tønder i 2017
Et tilfælde i Tønder, natten til torsdag
Alle forhold i Tønder er begået i samme kvarter.

Den sigtede har erkendt samtlige forhold, og de forurettede er blevet orienteret om, at politiet nu anser sagerne for opklarede.

Retsligt efterspil
Den tyske statsborger er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, der kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

Efter afhøring blev den sigtede løsladt, og når efterforskningen er afsluttet, venter der manden et retsligt efterspil. Politiet efterforsker stadig sagen, da der kan være flere forhold.