Henvist til vandhane på toilet: Vred far overfaldt lærer på skole


Arkivfoto


KØGE: Tirsdag formiddag kl. 09.54 fik politiet en anmeldelse fra personalet på Asgårds skole om, at en medarbejder var blevet udsat for vold af en ophidset forælder, der var kørt fra stedet i en bil.

Politiet fik på skolen kontakt med den forurettede, mandlige medarbejder, som var uskadt.

En mand havde henvendt sig på skolens kontor for at lave en ansøgning for sit barn og havde af personalet fået oplyst, at ansøgningen ikke kunne forventes at ville blive imødekommet.

Manden havde herefter bedt om noget vand, og blev henvist til vandhanen på toilettet –  den forventede afvisning og vandet der skulle hentes på toilettet hidsede manden op, så han hævede stemmen og tale mindre pænt til personalet.

En anden mandlig ansat kom til stedet og bad den ophidsede far om at dæmpe sig, hvilket bevirkede, at faren flere gange skubbede den mandlige ansat i brystet. Forgæves blev faren forsøgt tilbagehold, indtil politiet kunne være fremme, men han slap væk fra stedet før politiet nåede frem.

Faderen kørte fra stedet i en bil, men blev efterfølgende truffet ved sin bopæl, hvor politiet kortvarigt anholdt en 59-årig mand fra Køge. Han blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste, afhørt til sagen og derefter løsladt. Sagen vil senere blive afgjort strafferetligt i et retsmøde, som han bliver indkaldt til.