Familie med børn i fare – liebhaverejendom raseret af voldsom brand


En af de ældste bygninger i Sejs i Jylland, liebhaverejendommen Glentegården, blev natten til søndag hærget af en omfattende brand.

Branden blev anmeldt omkring klokken 04.21, hvor et familiemedlem tilfældigt vågner og ser et lysende skær fra flammer.

– Der var en familie i huset med to børn. Moren vågnede, fordi det lille barn skulle have sutten. Ud af vinduet kan hun se skæret fra flammerne, hvorfor hun fik slået alarm og familien kan redde sig ud. Det er meget heldigt, for huset ser ud til at være totalskadet, siger Lasse Magnussen.

Branden var meget kraftig og selvom brandfolkene fra Silkeborg fik assistance fra brandstationen i Kjellerup, så er den flotte gamle bindingsværksejendom raseret totalt.