Anklager: 61 hunde blev vanrøgtet af østjysk par


Arkivfoto


61 hunde blev udsat for grov uforsvarlig behandling af et par fra Gjerlev mellem Hadsund og Randers, hævder anklagemyndigheden.

I en kommende straffesag risikerer parret, en 70-årig kvinde og en 58-årig mand, at blive idømt fængsel.

Sagen fik stor omtale i februar sidste år, da politiet rykkede ud og fandt 45 afmagrede hunde i flere bygninger på adressen.

På den såkaldte hvalpefabrik lå der desuden 16 døde hunde, som parret selv havde aflivet. De blev slået gentagne gange i hovedet og skudt med riffel, lyder det.

Også en enkelt af de overlevende hunde blev ifølge tiltalen mishandlet. Den havde fået en metalfjeder sat ind mellem tænderne, så den ikke kunne spise.

De øvrige hunde skal være blevet udsat for grov uforsvarlig behandling. Det begrundes med, at hundene havde meget begrænset adgang til føde og vand, ligesom de sjældent kunne røre sig.

Påstandene i anklageskriftet bygger på vurderinger fra specialisterne i Det Veterinære Sundhedsråd.

I loven om dyreværn er der tre niveauer af vanrøgt. Tiltalen drejer sig om de to groveste niveauer.

Oveni rejser anklagemyndigheden også tiltale om besiddelse af en pistol og to geværer, oplyser Østjyllands Politi fredag.

Anklager Jeanni Andreeva kan fredag ikke sige i hvilket omfang, de to tiltalte nægter sig skyldige.

Tidligere har den 70-årige kvinde tilstået overtrædelse af våbenloven på grund af de tre våben. Hun nåede at tilbringe en enkelt nat i arresten efter politiaktionen.

Såvel overtrædelsen af våbenloven som overtrædelsen af dyreværnsloven bør hver for sig udløse fængselsstraf, mener anklager Jeanni Andreeva.

/ritzau/