Kystbanetog blev indstillet efter personpåkørsel


Arkivfoto


Togdriften på Kystbanen, der kører på strækningen mellem Helsingør og København, var torsdag morgen midlertidig indstillet, efter at en person faldt ned på skinnerne fra en perron i Klampenborg.

Det oplyser vagtchef Henrik Alstrup fra Nordsjællands Politi.

– På grund af hændelsen er der i øjeblikket ingen gennemkørsel ved stationen i Klampenborg, sagde han klokken 05.45.

Knap en halv time senere begyndte togene igen at køre efter køreplanen, meddeler politiet i et tweet.

Politiet modtog klokken 05.15 en anmeldelse, om at en mand var faldet ned på skinnerne. Tilsyneladende blev han kort efter ramt af et tog.

En ambulance og brandvæsnet blev tilkaldt, og manden modtog behandling på stedet.

– Han er bragt på hospitalet, men jeg har ingen oplysninger om hans tilstand, siger Henrik Alstrup.

/ritzau/