Spritstiv bilist endte på jernbaneskinnerne


Arkivfoto


NYKØBING F: Spritstiv bilist endte langs jernbaneskinner med en alt for høj promille.

Søndag morgen ca. kl. 06 kom en mand kørende i bil ad Brovejen mod lyskrydset ved Højbrogade i Nykøbing.

Af uvisse årsager ville han her foretage en u-vending for at køre mod banegården, men under vendingen skred bilen ud mod højre og kørte op over en cykelsti og igennem et trådhegn, hvorefter bilen standsede på langs med jernbaneskinnerne.

Der var måske en grund til, at han ikke havde bilen helt under kontrol, for da politiet efterfølgende kom til stedet, blæste manden alkometeret temmelig meget op over det tilladte. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.