Ejer dømt for at udleje klubhus til Bandidos


Arkivfoto


Retten i Glostrup har 19. marts idømt firmaet bag en ejendom i Rødovre en bøde på 30.000 kroner. Bygningen har været brugt som klubhus for Bandidos.

Firmaet blev dømt for at overtræde planloven og byplanvedtægten, der kun giver mulighed for, at ejendommen kan anvendes til industri.

Rødovre Kommune gav i september 2017 påbud om, at ejendommen på Egegårdsvej ikke måtte anvendes som forsamlingslokale.

Retten har nu givet firmaet til den 12. april 2018 for at få bragt forholdene i orden. Derefter vil firmaet stå til tvangsbøder på 2.500 kroner for hver påbegyndt uge, hvor ejendommen anvendes i strid med byplanvedtægten.