Tiltale: Kastede granat med 3000 stålkugler mod klubhus


Arkivfoto


En 33-årig mand kastede i december 2016 en håndgranat med 3000 stålkugler mod banden Black Armys klubhus i Herning. Angrebet skadede biler og bygninger i en afstand af 55 meter.

Sådan lyder en af anklagerne, når den 33-årige skal for retten. Sagen begynder i Retten i Herning 7. marts. Her vil anklager Lise Hebsgaard kræve ham idømt forvaring.

Kravet skyldes en udtalelse fra Retslægerådet.

– Hvis man har begået alvorlig voldskriminalitet, kan man få forvaring. Man kan også få forvaring, hvis kriminaliteten er til det – sammenholdt med den kriminalitet, som man eventuelt tidligere har begået.

– Og hvis ens personlige forhold er af en karakter, så Retslægerådet vurderer, at man frembringer nærliggende fare, siger anklageren.

Ingen kom til skade, da håndgranaten sprængtes, men granatangrebet var egnet til at fremkalde nærliggende fare for liv og førlighed, lyder det.

Desuden forårsagede angrebet skade på biler og bygninger for et samlet beløb på 160.000 kroner, og ifølge anklageskriftet kunne håndgranaten have lavet endnu større skader.

Cirka en måned efter angrebet i klubhuset angreb manden ifølge anklagen en mand på en adresse i Hatting nær Horsens. Her skal han have skudt sit offer fra tre til fire meters afstand gennem et stuevindue.

Skyderiet skete 16. januar klokken 22.40, og her blev ifølge anklageskriftet affyret fire skud med en skarpladt ni millimeter pistol.

Et skud ramte angiveligt det mandlige offers højre underben, et skud venstre underben og et tredje ramte venstre lår. Det fjerde skud ramte den sofa, som offeret sad i.

Skuddene har givet offeret varige mén – blandt andet dropfod og varige nerveskader.

Den 33-årige blev anholdt i marts sidste år. Indtil videre har den 33-årige forklaret sig i grundlovsforhør for lukkede døre.

Derfor vil Lise Hebsgaard ikke fortælle, hvad han har fortalt. Hun oplyser dog, at han har erkendt de faktiske omstændigheder, men har nægtet sig skyldig i tiltalen.

Hun oplyser desuden, at den 33-årige ikke selv har banderelationer.

Sagen er sat til at vare fire dage. Den sidste dag er 5. april.

/ritzau/