Lidt for frisk kørsel førte til narkofund


Arkivfoto

BRABRAND: En fartglad 24-årig uden kørekort blev standset mandag aften – endte med at blive sigtet for salg af narko efter kokainfund i bilen.

En patrulje standsede natten til tirsdag kl. 00.12 en 24-årig mand i bil på Langdalsvej i Brabrand, da han så ud til at have ualmindelig travlt og derved påkaldte sig ordensmagtens opmærksomhed.

Her viste det sig hurtigt, at der var andet og mere galt end blot hastigheden, den 24-årige bilist virkede påvirket, og da betjentene slog ham op, kunne de se, at han var frakendt kørekortet.

Derudover fandt betjentene to salgsposer med kokain i bilen. Fundet fik patruljen til også at aflægge den 24-åriges hjem et visit. Her blev der blandt andet fundet 62 gram af stoffet MDMA, en digitalvægt, og hvad der mistænkes at være salgstelefoner.

Natten endte derfor med hele tre sigtelser til 24-årige: narkokørsel, kørsel uden førerret og narkosalg.