Dansker omkommer under ferie i Mexico


Arkivfoto


En 47-årig mand fra Bredebro i Sønderjylland er druknet under en ferie i Mexico. Det skriver Ekstra Bladet.

Han var på ferie i Zihuatanejo, Guerrero sammen med fem kammerater, da han lørdag kom ud for en ulykke.

Ekstra Bladet har talt med mandens mor.

Hun har fra en af sønnens rejsekammerater fået beskrevet, at en stor bølge slog ind på stranden. Manden var så uheldig, at han mistede fodfæstet og blev trukket med ud i vandet.

I første omgang blev den 47-årige dansker ifølge et lokalt medie reddet op på land, hvor han fik livreddende førstehjælp.

Han blev bragt til det lokale hospital, men hans liv stod ikke til at redde, og en time senere blev han erklæret død på akutmodtagelsen.

Manden efterlader sig sin mor, to brødre, to søstre og en stedsøn, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/